Derfor siger jeg altid, at jeg er hollænder på ferie

Jeg begyndte vist med det i Spanien.

En mand spurgte, hvor jeg kom fra, mens vi stod ved hotellets pool og overværede en konflikt mellem to familier, en bunke våde håndklæder og en liggestol, som ingen med sikkerhed kunne bevise ejerskabet af.

“Netherlands,” sagde jeg.

Det kom helt naturligt. Som når man siger, at man ikke ryger, selvom man har tre cigaretter i brystlommen.

Manden nikkede respektfuldt. Ikke begejstret, men anerkendende. Som om jeg netop havde fortalt ham, at jeg arbejdede med tungt maskineri eller havde overlevet en mindre krig.

Siden har jeg holdt fast.

Det er ikke en nationalitet i traditionel forstand. Det er en overlevelsesstrategi.

Hollænderen er den sidste og mest udviklede form af den rejsende europæer. Slutproduktet efter flere hundrede års charterferier, campingpladser, motorvejsrestauranter og hotelbuffeter. Et folkefærd, der har taget de andre europæiske turisters stærkeste egenskaber og fjernet deres svagheder.

Tyskeren har systematikken, men kan stadig blive lammet, hvis hotellets regler modsiger personalets mundtlige besked. Briten har selvtilliden, men begynder ofte at miste den omkring klokken 16.30, hvor solen, alkoholen og en tatovering af en bulldog indgår i en farlig alliance. Svenskeren er velklædt, velopdragen og hjælpeløs i enhver konflikt, der ikke kan løses gennem et stille møde med en HR-ansvarlig.

Danskeren vil egentlig bare gerne have den liggestol, han har betalt for, men vil nødigt virke besværlig. Derfor står han i receptionen og indleder sin klage med:

“Det er heller ikke fordi, det er noget stort problem.”

Det er det selvfølgelig. Airconditionanlægget har ikke virket i fire dage, og familiens yngste barn er begyndt at tale med en afdød kvinde i væggen.

Hollænderen springer den del over.

Han møder op med værelsesnummer, bookingbekræftelse og tre andre familier, der har oplevet det samme. Ingen ved, hvornår de nåede at organisere sig. Pludselig står de bare der. En delegation i badesandaler.

De råber ikke nødvendigvis. De taler bare i en lydstyrke, som antyder, at sagen nu er overgået fra personlig irritation til international forhandling.

Det er derfor, man i en konfrontation altid skal stå på hollænderens side. Ikke fordi han nødvendigvis har ret, men fordi han om få minutter har etableret flertal.

Min fascination begyndte på campingpladserne i min barndom.

Hver sommer blev Europa opdelt i små nationale enklaver på en mark i Frankrig. Danskerne havde flag i forteltet og dåseleverpostej i køleboksen. Tyskerne havde værktøj. Franskmændene havde en grundlæggende irritation over, at vi andre var kommet. Svenskerne havde pæne børn med mærkelige navne og hår, der aldrig så fedtet ud.

Og så var der hollænderne.

De ankom ikke til campingpladsen. De indtog den.

Før bilen var standset, var det første barn på vej mod swimmingpoolen. Faderen sprang ud og begyndte at nivellere campingvognen med en præcision, som om familiens fremtidige lykke afhang af, hvorvidt komfuret hældte to millimeter mod syd. Moderen pakkede stole, håndklæder og morgenmadsprodukter ud, mens hun kommunikerede med resten af familien på tværs af pladsen.

Det kunne lyde som et skænderi.

Det var det ikke.

Det var logistik.

Tyve minutter senere stod der et komplet hollandsk hjem på en parcel, der før havde været græs. Fortelt, køkken, cykler, tørrestativ, radio, klapbord, blomster og en plastikdug med et mønster, der på en eller anden måde altid forestillede citroner.

Vi andre slog lejr.

Hollænderne grundlagde en kommune.

Det er heller ikke bare noget, jeg har bildt mig ind efter for mange timer ved en international børnepool. I sommeren 2024 tog 72 procent af alle hollændere over 15 år på ferie. I 2025 var der registreret mere end 627.000 campingvogne og autocampere i Nederlandene.

De rejser altså ikke blot ofte. De rejser med materiel.

Det interessante er, at hollænderen ikke forsøger at skjule, at han er turist.

Danskeren vil gerne ligne en lokal. Vi tager en hørskjorte på, bestiller det forkerte på italiensk og håber, at tjeneren et kort øjeblik tror, at vi måske arbejder kreativt i Milano.

Hollænderen tager en orange T-shirt på og parkerer en campingvogn foran restauranten.

Han er kommet for at holde ferie, og det må omgivelserne indrette sig på.

Der er noget befriende ved den mangel på skam. Hollænderne gider ikke den moderne middelklasses forestilling om, at den gode rejsende helst skal være usynlig. De rejser ikke til Sydeuropa for at lade, som om de altid har boet der. De rejser for at bade, spise, høre musik og diskutere prisen på en parasol.

Og musikken er vigtig.

Hvor danskeren sætter en diskret playliste på med titlen “Balearic Morning” og straks skruer ned, hvis en nabo kigger, spiller hollænderen musik, der lyder, som om en brandalarm har fået selvtillid.

Bassen er et kulturelt fyrtårn. Et signal til andre hollændere inden for en radius af fire kilometer om, at her findes fællesskab, kolde drikkevarer og muligvis en mand ved navn Jeroen.

Selv den hollandske kone, der råber et navn fra den ene ende af poolen til den anden, gør det ikke af vrede. Hun koordinerer. Hun ved, hvor børnene er, hvornår der skal spises, og hvem der har glemt solcremen. Hun er familiens kontroltårn, og resten af Sydeuropa befinder sig midlertidigt i hendes luftrum.

Måske handler det om, at hollænderne kommer fra et land, hvor store dele af tilværelsen historisk har krævet samarbejde, planlægning og en vis respektløshed over for naturens oprindelige intentioner. Når man som folk har set på havet og sagt “det der skal længere væk”, bliver man næppe nervøs over en receptionist, der påstår, at morgenmaden slutter klokken 10.

Måske er det også derfor, deres nationalfølelse virker så ukompliceret.

I Danmark skal national stolthed helst serveres forsigtigt og med en ironisk bemærkning bagefter. Vi må godt være stolte, men kun hvis Sverige taber i fodbold, eller en amerikansk avis skriver noget pænt om vores cykelstier.

Hollænderen tager en orange paryk på.

Han har ikke brug for at forklare den.

Det er måske det, jeg i virkeligheden misunder. Ikke campingvognen, selvom den naturligvis også er flot. Ikke deres evne til at dominere et poolområde inden morgenmaden. Ikke engang deres overnaturlige tolerance over for hård elektronisk musik i direkte sollys.

Jeg misunder dem deres ret til at fylde.

Hollænderen undskylder ikke for at være ankommet. Han står ikke med armene langs siden og håber, at nogen opdager, at han også har betalt. Han sætter sig ved bordet, pakker brødet ud og gør stedet midlertidigt hollandsk.

Ikke gennem magt.

Gennem tilstedeværelse.

Så når nogen spørger mig, hvor jeg kommer fra, siger jeg fortsat Netherlands.

Jeg kan ikke tale sproget. Jeg ejer ikke en campingvogn. Min evne til at cykle med to børn og en indkøbspose er begrænset. Og hvis nogen spørger nærmere ind til Utrecht, bliver samtalen hurtigt vanskelig.

Men identitet handler vel også om aspiration.

I virkeligheden…

Hollænderen er den overlegne turist, fordi han ikke prøver at skjule, at han er turist. Han tager sit sprog, sin musik, sin familie og sin orange selvfølelse med sig og gør midlertidigt stedet til sit eget.

Hvor danskeren nødig vil fylde, har hollænderen forstået, at ferie også er retten til at være til stede. Højt, organiseret og uden undskyldning.

Det er ikke dårlig opførsel. Det er kulturel selvtillid.

Og hvis receptionen er uenig, har han allerede samlet en delegation.