Festivalsæsonen er officielt i gang. Der er noget særligt over den første dag på Copenhell. Asfalten er endnu ikke dækket af fire dages øl, stemmen er stadig nogenlunde intakt, og battle vestene ser næsten nyvaskede ud. Onsdagen er dagen, hvor man lige skal huske, hvordan man går 25.000 skridt med en fadøl i hånden. Og årets åbning skuffede bestemt ikke.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Dogma – Madonna har altid været lidt black metal
Jeg kan ikke forestille mig mange bedre måder at starte en solrig onsdag på end med fire nonner i corpse paint.
Dogma er et af de bands, hvor man godt kan begynde at tænke over, hvor meget der er koncept, label og markedsføring. Bandet beskriver sig selv som både dokumentar, kult og sekt. Det lyder næsten som en Netflix-serie, der er blevet pitchet lidt for hårdt.
Men så stopper tankerne også.
For det virkede.
Corpse paint og 28 graders hedebølge virker på papiret som en elendig kombination, men energien var brændvarm fra første minut, og publikum mødte overraskende talstærkt op til et af festivalens tidligste slots.
Det smarteste træk kom næsten med det samme.
Et cover af Madonnas Like a Prayer burde måske ikke fungere på Copenhell. Men når man lige tænker over teksten, har Madonna faktisk skrevet noget, der næsten er mere black metal end halvdelen af black metal-scenen. Det var både sjovt, teatralsk og den perfekte måde at sætte scenen for årets første festivaldag.
★★★★☆☆
Tom Morello – "Har han ikke lige været her?"
Jeg hørte flere sige præcis det samme.
"Har han ikke lige spillet?"
Det føltes næsten sådan. Tom Morello gæstede også Copenhell for få år siden, og på papiret lignede det en gentagelse.
Heldigvis var det ikke.
Morello er stadig et af rockmusikkens mest originale guitarhoveder. Han kan få en guitar til at lyde som en DJ-pult, en pladespiller eller en printer, der er ved at eksplodere. Han spiller på kablerne, tænder og slukker guitaren, hælder skruer ned over strengene og får det hele til at give mening.
Sidst virkede han næsten lidt for ivrig efter at være frontmand.
Denne gang hvilede han mere i rollen.
Koncerten var bygget op som et veltrimmet greatest hits-sæt med masser af Rage Against the Machine og et par afstikkere til Audioslave. Rugbrød? Ja. Men virkelig godt rugbrød.
Et af koncertens fineste øjeblikke kom, da en ung guitarist blev inviteret på scenen for at spille på Morellos ikoniske Arm The Homeless-guitar. Flere omkring mig mente, det var hans søn. Om det passede eller ej, spillede han fuldstændig vanvittigt godt, og Morello lignede en mand, der nød at stå lidt i baggrunden et øjeblik.
Det var et af de små øjeblikke, der bliver hængende.
★★★★★☆
Six Feet Under – præcis sådan som dine forældre tror metal lyder
Six Feet Under er lidt sjove.
Hvis nogen, der aldrig har hørt metal før, blev bedt om at forestille sig dødsmetal, ville det nok lyde nogenlunde sådan her.
Og det er faktisk et kompliment.
Bandet, med den tidligere Cannibal Corpse-vokalist Chris Barnes i front, leverede præcis den tunge mur af lyd, man forventer. Det blev en smule ensformigt undervejs, og et par tekniske problemer tog lidt af momentum.
Men i den bagende sol fungerede det alligevel. Nogle gange behøver alting ikke være kompliceret. Nogle gange skal det bare være tungt.
★★★★☆☆
Onsdagens øvrige højdepunkter
Onsdagen bød også på stærke oplevelser fra Konvent, der endnu engang viste, hvorfor de hører hjemme på de største metalscener, mens Mammoth leverede et af dagens mest velspillede rockshows.
Festivalen blev desuden skudt i gang med solide koncerter fra Alice Cooper, Mastodon og naturligvis Iron Maiden, som satte et passende gigantisk punktum på den første dag.
Refleksion
Noget af det bedste ved Copenhell er, at festivalen ikke prøver at være andet end det, den er.
Man kan starte dagen med sortmalede nonner, høre en af verdens mest opfindsomme guitarister om eftermiddagen og slutte aftenen med verdens største heavy metal-band. Det giver ikke nødvendigvis mening på papiret.
Men det gør det på Refshaleøen.
Og onsdagen mindede én om, hvorfor Copenhell stadig er et af Danmarks mest helstøbte festivaler.
