Benjamin Hav & Familien på Wonderfestiwall 2026

Ankermyr var tætpakket, publikum sang, dansede og elskede det. Jeg stod midt i begejstringen og overvejede, om det ville være mere behageligt at stikke hovedet ind i en røgovn. Et dårligt tegn, når røgede sild begynder at ligne wellness.

Det mest irriterende ved Benjamin Hav & Familien denne aften var, hvor meget alle andre elskede dem.

Der var mennesker så langt tilbage på Ankermyr, at de nærmest stod i en anden kommune. Ansigterne lyste. Telefonerne kom op. Foran scenen sang folk med den slags ubekymrede glæde, man normalt kun ser hos børn, der netop har opdaget, at deres forældre ikke ved, hvor meget sukker der er i slushice. Benjamin Hav havde dem. Fuldstændigt.

Lad os derfor få det rimelige på plads: Familien kan spille. Faktisk spiller de så stramt, at man kunne stryge en skjorte på groovet. Blæsere, trommer, guitarer, tangenter og percussion lå i et stort, blankpoleret disco-maskinrum, hvor ingen trådte forkert. De sortklædte musikere leverede præcision, tyngde og overskud, mens gigantiske diskokugler hang over scenen, et rødt-gult podie delte den i niveauer, og en kæmpeskærm sørgede for, at Benjamin Havs ansigt også kunne være til stede de steder, hvor Benjamin Havs ansigt ikke fysisk kunne nå hen.

Det er ikke sjusk, der fælder koncerten. Det er ambitionen om, at hvert eneste sekund skal være en begivenhed.

Hav ankom i lyst sæt, slips og den alvorlige mine, man får, når man både vil ligne en embedsmand og en mand, der om lidt laver synkron dans. Og synkron dans blev der lavet. Han trådte frem, tilbage og sidelæns med sine meddansere, mens hele showet insisterede på at være skævt, frit og spontant med en præcision, der kun kan være resultatet af mange mennesker med headset og et Excel-ark.

Det skabagtige ved Benjamin Hav er ikke, at han spiller en figur. Det gør alle gode scenekunstnere. Problemet er, at figuren konstant står og beundrer sin egen figur. Hver grimasse kommer med usynlig understregning. Hvert fjollet indfald bliver præsenteret, som om dadaismen netop er genopfundet af en voksen mand med adgang til en meget stor LED-skærm. Der er ingen luft mellem idé og markering. Intet får lov at være mærkeligt, før showet har forklaret os, hvor vidunderligt mærkeligt det er.

Musikken betaler en høj pris for det. Den dansevenlige disco og funk har bund, og Familien giver sangene langt mere krop, end de ofte har på egen hånd. Men numrene bliver behandlet som transportbånd mellem koreografi, fjæs, fællessang og endnu en visuel understregning. Når alt er klimaks, er klimaks bare almindelig arbejdstid. Efter en halv time føltes koncerten som at være låst inde i en reklame for godt humør, mens nogen testede brandalarmen.

Og alligevel: Glæden på pladsen var ægte. Det skal ikke ironiseres væk. Publikum fandt et fællesskab i sangene, bevægelserne og den fælles tilladelse til at være fjollede. Nogle koncerter åbner et rum, hvor voksne mennesker lægger værdigheden fra sig uden at blive straffet for det. Benjamin Hav & Familien skabte netop sådan et rum. For tusindvis af mennesker var det generøst, forløsende og helt rigtigt.

Jeg ville bare frygteligt gerne ud af det rum.

Det er på en måde den reneste form for kritisk ensomhed: At stå omgivet af mennesker, der har deres livs fest, og mærke sin egen sjæl tage jakken på. Hav fejlede ikke i forhold til sit publikum. Han leverede præcis det, de kom efter, i en produktion så professionel, at selv spontaniteten havde sikkerhedssko på. Men professionalisme gør ikke automatisk et udtryk mindre anstrengende. Nogle gange gør den bare lidelsen mere effektiv.

Wonderfestiwall fik sin folkefest. Benjamin Hav fik sin triumf. Publikum fik lov at danse, grine og synge sig hæse. Jeg fik bekræftet, at succes og kvalitet ikke er det samme — og at personlig modvilje heller ikke er en objektiv sandhed.

Men en anmeldelse er ikke en folkeafstemning. Det er ét menneske med åbne ører og stadig mindre livsmod. Mit kryds lander på én stjerne.