007: First Light - Bond med puls og pæn panik

Det første, man mærker, er ikke størrelsen på budgettet, men modet i ambitionen. Danske IO Interactive har satset massivt her — et projekt i den helt tunge ende, hvor man næsten kan høre regnearket hoste i baggrunden. Og det er ikke småpenge (ca. 200 mio. dollars) der er lagt i håndværket. Når man arbejder i samme økonomiske liga som f.eks. Marvel’s Spider-Man 2, er der ikke meget plads til at gemme sig bag charme og gode intentioner alene. Heldigvis er det netop ikke det, IOI gør. De går direkte efter Bond som idé, ikke bare som logo.

Det er også værd at huske, hvor de kommer fra. IOI har i årevis forfinet Hitman-serien, hvor snigmord, forklædninger og social manipulation er blevet til en form for elegant, digitalt etikettekursus. Hitman har solgt i millioner eksemplarer og gjort Agent 47 til en af spilmediets mest sejlivede figurer. Men James Bond er en anden slags dyr. Han er mindre kontrolleret, mere teatralsk, mere tilbøjelig til at lade et rum eksplodere, hvis stemningen kræver det. Derfor er det egentlig logisk, at 007 First Light trækker lige så meget på Uncharted som på Hitman. Det er ikke en fejl. Det er en erkendelse. Og en ret klog en af slagsen.

Spillet vælger at begynde før den færdige legende. Her er Bond ikke den færdigstrøgne gentleman med alt på plads, men en mand på vej ind i sin egen myte. Det giver projektet en dejlig jordforbindelse, som filmserien kun lejlighedsvis har turdet dvæle ved — mest tydeligt i Casino Royale fra 2006, hvor Daniel Craig fik lov til at være mere rå end raffineret. IOI går et skridt videre og bruger den mulighed til at skabe en Bond, der stadig er under opbygning, men allerede har den der blanding af selvtillid og selvbedrag, som er så central for figuren. Han er jo i bund og grund en mand, der altid ankommer, som om han allerede er forsinket.

Det er også tydeligt, at udviklerne har læst sig ind på Ian Flemings version af karakteren. Den lille detalje med arret i ansigtet er ikke pynt, men et nik til bogforlægget, og den slags gør en forskel. Ikke fordi alle spillere går rundt med litteraturhistorisk antenne på hovedet, men fordi det signalerer en sjælden form for respekt: ikke museumsagtig, men nysgerrig. Der er en forskel, og den er vigtig.

Selve forløbet er bygget op omkring træning, infiltration, optrapning og den langsomme, næsten fysiologiske forvandling af Bond til Bond. Det fungerer overraskende godt, fordi spillet hele tiden belønner dig for at blive lidt skarpere, lidt hurtigere, lidt mere opmærksom. Der er ingen tungt markerede opgraderingssystemer, som står og blinker som en dårlig idé i neon. Man bliver bedre ved at spille, ikke ved at administrere sig selv ihjel. Det burde være en selvfølge i flere spil, men vi lever jo i en tid, hvor alt helst skal føles som en Excel-fil med action.

AI fylder meget i fortællingen, og det klæder spillet, at det ikke bare læner sig på klassisk spionage-nostalgi, men også prøver at sige noget om en nutid, hvor overvågning, identitet og loyalitet er blevet mere flydende end en martini på en dårlig natklub. Der er hemmelige dagsordener, skiftende alliancer, sure overordnede og skurke, der gerne må have lidt mere personlighed end et anonymt målepunkt i et budget. Heldigvis har IOI også forstået, at Bond uden one-liners er lidt som en øl uden kulsyre: teknisk muligt, men sjældent værd at prale af.

Det bedste er måske friheden i banerne. Man kan gå støjende til værks, snige sig, bluffe sig gennem situationer eller kombinere det hele med en slags velopdragen kaoslogik. Gadgetsene er præcist doseret, så de inviterer til leg uden at tippe over i den slags overgearede cirkus, som især nogle af Pierce Brosnan-filmene kunne havne i, når usynlige biler og andre teknologiske mirakler begyndte at få for meget taletid. Her er det mere stramt, mere elegant, mere troværdigt. Bond må gerne være fantasifuld. Han behøver ikke være en omvandrende PowerPoint for Q-afdelingen.

Hvis der er noget, der trækker en smule ned, så er det enkelte gange, hvor bevægelsen føles lidt hakket. Hop, klatring og visse overgange har ikke altid den samme silkebløde rytme, som man kender fra Uncharted-serien. Det er ikke katastrofalt, langt fra, men man kan godt mærke en lille mekanisk knasen i kanten. Og så er der den bane med robotstøvsugerne. Først er den næsten morsom. Og til sidst sidder man og tænker, at det trods alt er en anelse sært, at James Bond skal bruge husholdningsrobotter for at åbne en dør, når han samtidig render rundt med Q-udstyr, der kunne starte en mindre krig. Det er den slags absurditet, man enten elsker eller også noterer man sig med et lille, tørt suk. Jeg hører til den første kategori, men kun lige akkurat.

Til gengæld er resten så stærkt, at det er svært at være for gammelsur. Der er ikke et kedeligt kapitel i de 10 kapitler, spillet består af, og det er faktisk en præstation i sig selv. Skurkene har bid, bosskampene har nerve, og skud- og kampscenerne er udført med en sikkerhed, der gør det meget let at glemme, hvor stor en franchise IOI faktisk har fået i hænderne. Det kunne være gået frygteligt galt. I stedet står man med et spil, der både forstår karakteren og respekterer formatet.

Det er også derfor, man næsten bliver lidt nervøs på Bond-universets vegne. For hvis dette er niveauet, så har Amazon noget at leve op til, når de selv skal til at forme fremtiden for 007. IOI har ikke bare lavet et godt spil; de har leveret et argument for, at Bond sagtens kan fornyes uden at blive opløst i moderniseringsiver. Han skal ikke redesignes fra bunden. Han skal bare have en ny scene at gå ind på.

007 First Light er ikke perfekt. Men det er tæt på. Det er velkomponeret, underholdende og gennemført med en sikker hånd, der sjældent mister grebet. Og vigtigst af alt: det giver Bond sin værdighed tilbage uden at gøre ham retrokulturel. Hvad mere kan man egentlig bede om, når et ikon træder ud af skyggen og stadig formår at se ud, som om han har været der hele tiden?