Placebo - Sluk telefonen, og bliv hængende lidt endnu

Det var et fint forsøg på at markere et 30-års jubilæum. Stort set hele debutpladen af samme navn blev spillet sammen med favoritter fra Without You I'm Nothing, et par enkelte andre sange og nogle covers. Og det er vel også det, publikum helst vil høre? Forholdene, nostalgien og sangvalgene kunne faktisk næsten ikke have været bedre på denne vindblæste oktoberaften.

Efter en baglæns kronologisk gennemgang af årstal og visuals med alle de fede ting, bandet selv synes, det har lavet, gik koncerten i gang. Forsanger Brian Molko opfordrede publikum til at lade telefonerne blive i lommen, for i 1996 kunne man knap nok sende SMS'er.

Nuvel, det var en fin idé. Og tænk engang: Publikum adlød faktisk.

Det var en rar, løftet pegefinger og en skøn kontrast til de musikere, der ellers beder publikum om at tænde lygterne på telefonerne. Her kunne man få lov til at være til stede uden samtidig at skulle bekymre sig om batteriprocenten, så der også var strøm til at tjekke ind med Rejsekort 90 minutter senere.

Det var tydeligt, at det her var en koncert for de indviede. Publikum kendte materialet og var med på præmissen. Alligevel virkede det, som om noget af stemningen indimellem faldt lidt på gulvet. Molko virkede også til tider en smule irriteret, og selvom musikken og nostalgien var på plads, var nærværet ikke helt konstant.

Bandet udnyttede rummet fornuftigt med en stor lysopsætning, der også bredte sig op i loftet. Det betød faktisk, at udsynet var bedre bagerst i salen, hvor man kunne få hele scenens visuelle udtryk med uden nødvendigvis at stå klemt oppe foran.

Efter et hav af bandets største hits valgte de at lukke med det, der måske er deres største hit: coverversionen af Kate Bushs Running Up That Hill. Sangen har været brugt i et utal af film og tv-serier i begge versioner, og originalen fik en massiv genopblomstring i forbindelse med Stranger Things for nogle år siden.

Der er noget lidt mærkeligt over, at koncertens klimaks er en anden kunstners sang. Omvendt var det bestemt et værdigt klimaks, hvor publikum blev badet i gulvkonfetti og fik en afslutning, der både var storladen og genkendelig.

Derefter blev det lidt mere uklart.

Det virkede ikke helt, som om bandet havde koordineret, hvordan de skulle forlade scenen. Samtidig var det svært at afkode, hvad det særlige backingtrack betød: Var koncerten slut, og skulle vi gå hjem, eller var det nu, vi skulle vente på et ekstra, ekstra, ekstra nummer?

Til sidst begyndte det at blive en smule for mærkeligt, og publikums koncentration forsvandt helt. Det var ærgerligt, især fordi det virkede, som om de fleste faktisk havde købt ind på idéen om nærvær og telefonerne i lommen.

Det er en fin ambition at få publikum til at være til stede i stedet for at dokumentere, at de er til stede. Men det kræver også, at bandet selv hjælper med at holde fast i øjeblikket. Og her endte koncerten med at trække lidt for længe ud efter det klimaks, der ellers havde været oplagt at slutte på.

Jubilæet bød på de rigtige sange, et publikum, der kendte sin rolle, og en idé om koncerten som noget, man skulle opleve frem for optage. Det meste fungerede. Men nogle gange er det bedste ekstranummer det, man lader være med at spille.