Deep Purple - 58 år senere er der stadig ild i orgelet

Med et backingtrack af Thin Lizzys The Boys Are Back in Town gik Deep Purple på scenen i storladent lilla lys og med tilhørende video. En genkendelig kæmpeåbner i form af Highway Star satte koncerten i gang, og alt gik fint, indtil forsanger Ian Gillan forsøgte at synge, og mikrofonen viste sig ikke at være tændt.

En ærgerlig start, men heldigvis er Deep Purple rutinerede nok til at komme tilbage på sporet uden de store problemer. Under Into the Fire forstod man egentlig godt, hvorfor musikken var farlig, da den var ny. Der er stadig en hårdhed, råhed og energi i sangen, selv efter 58 år.

Bandet har overraskende nok holdt en nogenlunde konsistent besætning gennem årene, bortset fra Don Airey, der overtog keyboardet i begyndelsen af årtusindet som en værdig arvtager til Jon Lord. På guitar har de for nylig fået den i Deep Purple-sammenhæng unge guitarist Simon McBride. Han skulle selvfølgelig have en længere solo for at bevise sit værd, når der står en masse fans, der er 20 år ældre end ham og råber på Ritchie Blackmore.

McBride viser tydelig respekt for bandets arv og tager nærmest opgaven lidt for alvorligt. Han prøver virkelig at gøre det hele til mere, end det oprindeligt var. Det giver en skøn energi, men mindre kunne også have gjort det.

Ian Gillan er hyggelig og vil egentlig gerne fortælle historier som en vaskeægte engelsk gentleman. Nogle gange bliver han bare afbrudt af et orgel. Andre gange står han i baggrunden og slår sig selv i hovedet. Bogstaveligt talt.

Når Deep Purple får lov til at folde sig ud, lyder det fantastisk. Man kan indimellem helt glemme, hvor seje de egentlig er, indtil de lige minder én om det igen.

De har heller ikke brug for mange gimmicks. Bortset fra Roger Glovers bandana og måske Ian Paices hawaiiskjorte var bandet klædt nogenlunde, som man kunne forvente af rockere i deres alder. Ian Gillan var måske næsten for casual i sin krøllede T-shirt, men han er rockstjerne og formentlig ligeglad efterhånden. Det kan han også tillade sig.

Han er til gengæld sjov. Blandt andet fortalte han en fin historie om sin sorte, tykke panterkat, der røg marokkanske cigaretter. En hurtig segway, som kun en erfaren rockstjerne kan slippe af sted med.

Don Airey formåede ved flere lejligheder at stå alene ved sine orgler, hvilket var en fornøjelse hver gang. Som traditionen byder, fik han serveret et glas undervejs, og under sin anden solo havde han indarbejdet Der er et yndigt land. Det fik publikum til at forsøge sig med en fodboldsang, mens orglet fortsatte uden at lade sig mærke med det.

Det var egentlig lidt sjovere end et gebrokkent, indøvet »mange tak« på dansk fra en teleprompter.

De Deep Purple-agtige sange Lazy og Space Truckin’ demonstrerede tydeligt, at bandet langt fra er udspillet. Gillan leverer også en hæderlig vokalpræstation. Det er nok meget fint, at Child in Time ikke var med denne aften, men man kan stadig høre, hvad der foregår.

Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om Smoke on the Water. En så mærkeligt simpel sang, at den næsten må have været et meme, allerede da den udkom. Riffet er så forbudt, at det næsten ikke engang burde være tilladt for bandet selv at spille det. Det skulle publikum til gengæld ikke bede om to gange, og Deep Purple behøvede nærmest ikke engang at give et cue, før folk skrålede med.

Efter et orgel- og guitarduello, hvor man til sidst næsten kunne tro, at de trollede, afsluttede bandet stort med den smukke Hush og Black Night, der blev skruet helt op på 11.

Deep Purple er kommet for at blive, og nu har de bestemt også været her. Det er tydeligt, at der stadig er kærlighed til musikken, og at sammensætningen og energien fungerer. Hvor længe de kan blive ved, er uvist. Af naturlige årsager vil bandet nok også få en mindre fanskare i løbet af de næste ti år.

Men hvis muligheden byder sig for at opleve Deep Purple, er anbefalingen klar: Tag af sted, mens både orglet og panterkatten stadig er med.