Der findes koncerter, som ikke behøver at overbevise nogen. De skal bare åbne sig langsomt og lade publikum træde ind. The Minds of 99 på Heartland var sådan en koncert. Ikke overraskende. Ikke overgjort. Bare stærk, klar og båret af en sommernat, der næsten gjorde arbejdet sammen med dem.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Solen var gået ned over Egeskov Slot, men mørket var aldrig rigtig kommet. Det er noget særligt ved de danske juniaftener, hvor lyset bliver hængende, længe efter dagen burde være forbi. Det gør alting lidt blødere. Ansigterne. Træerne. Forventningen. Foran Greenfield havde tusindvis af mennesker samlet sig, og man kunne mærke den særlige stilhed, der ikke er stilhed, men koncentration. Den lyd, der opstår, når mange mennesker venter på det samme.
The Minds of 99 kom ikke ind i et tomrum. De kom ind i et rum, der allerede var fyldt. Ikke bare af mennesker, men af forventning, genkendelse og den form for tillid, et band kun kan få, når sangene for længst er flyttet ind i folks liv. De behøvede ikke forklare sig. De skulle bare begynde.
Da “Måneprinsesse” bragede ud over pladsen, skete der det, som ofte bliver beskrevet for stort, men som her faktisk var ret enkelt: publikum sang med. Ikke som en markering. Ikke som en pligtøvelse. Men fordi sangen lå klar i kroppen. Festivalsnakken, der ellers kan ligge som et tyndt lag hen over enhver koncert, forsvandt næsten. Folk vendte sig mod scenen. Stemmerne samlede sig. Rummet trak vejret i samme retning.
Det var en koncert, hvor meget lykkedes, fordi rammen var så præcis. Lyden var klar, stor og uden den mudrede festivaltyngde, der ellers kan gøre selv gode bands anonyme på åbne pladser. Scenen var bygget op, så bandet stod hævet over publikum, men ikke fjernet fra det. Det betød noget. Man kunne se dem. Også længere tilbage. Man kunne følge bevægelserne, ikke bare høre sangene. På en festival, hvor kroppen ofte er træt, varm og optaget af praktiske ting som vand, toiletter og shuttlebusser, er det ikke en lille detalje. Det er forskellen på at overvære noget og være med i det.
The Minds of 99 har efterhånden en sangskat, der fungerer som en slags fælles hukommelse for en bestemt generation, og måske også for flere end den. “Som fluer”, “Hurtige hænder” og “Under din sne” kom ikke som enkeltstående numre, men som kapitler i noget, publikum allerede kendte. Der blev hoppet, danset og sunget. Ikke vildt på den desperate måde, hvor alle prøver at bevise, at de har det sjovt. Mere som en langsom fælles bevægelse, der voksede og faldt med musikken.
Det er en af bandets styrker, at de kan få store følelser til at virke enkle. De spiller ikke småt, men de virker heller ikke oppustede. Deres sange har noget hymneagtigt over sig, men uden at miste deres kant. De kan samle en plads, uden at det føles som en kommando. Og Niels Brandt har den særlige sceneautoritet, der ikke råber efter nærvær, men står i det, indtil det opstår.
Et af koncertens fineste øjeblikke kom, da Stig Møller fik en kærlig tanke med på vejen. Publikum blev inviteret til at synge “Sikken dejlig dag det er i dag”, og pludselig stod den lyse sommernat med et lille stik af noget ældre og mere sårbart i sig. Ikke sentimentalt. Bare menneskeligt. Den slags øjeblikke kan nemt blive tunge, hvis de presses for hårdt. Her fik det lov at passere med varme og respekt. Som en hilsen. Som noget, man lagde ned mellem sangene og lod blive der.
Der var mange numre, der blev præsenteret som det sidste. Det kunne have virket teatralsk, men gjorde det ikke. Snarere føltes det som en koncert, der ikke helt ville give slip på sig selv. Publikum ville heller ikke helt slippe den. Der er en særlig energi sidst på en festivaldag, hvor man både er mæt og åben. Benene er trætte, stemmen er lidt brugt, og alligevel kan en sang få én til at blive stående lidt længere, end man havde planlagt.
Vi forlod pladsen, mens “Alle skuffer over tid” stadig lød bag os. Det er en mærkelig sangtitel at gå ud på efter en koncert, der netop ikke gjorde det. Men måske var det også derfor, øjeblikket blev så fint. Fordi sætningen fik lov at hænge der i luften mellem slottet, træerne og de ventende shuttlebusser. Alle skuffer over tid. Men ikke den aften. Ikke her.
Refleksion:
The Minds of 99 leverede ikke en koncert, der ændrede billedet af, hvem de er. Det behøvede de heller ikke. De viste i stedet, hvor stærkt et band kan stå, når sangene, lyden, rummet og publikum finder hinanden uden at forcere noget. Det var en koncert med ro i kroppen og kraft i fællessangen.
