Fyldt sal, næsten som om hver stol var pakket med forventning og latterklar. Simon Talbot glider ind på scenen, let nervøs, men med rytme som om han allerede har vundet alles opmærksomhed. Lysene skifter, musikken banker i takt med tempoet, og han navigerer sit univers af bevidste selvmodsigelser, groteske iagttagelser og bevægelseshumor. Publikum slår sig på lårene fra første sekund – måske lidt voldsomt, men hey, det er en udsolgt Bremen.
One star
Two stars
Three stars
Four stars
Five stars
Disclaimer: Apropos Magazine received access or a review copy. As always, we share our own impressions — unfiltered.
Six stars
Simon Talbot er ikke længere bare en komiker i fremdrift. Han er etableret. Garvet. En af dem, der både kan fylde sale herhjemme og samtidig tage mikrofonen som opvarmer i USA – og det mærkes. Ikke som pral, men som ro. Der er en sikkerhed i måden, han bevæger sig på scenen, som kun kommer af erfaring. Han ved, hvad et dansk publikum forventer af comedy. Og han ved præcis, hvor han kan trække det væk fra det forventelige.
Showet er bygget med en håndfast struktur. Ikke rigid, men tydelig. Der er en fremdrift. En kurve. Samtidig giver han plads til det groteske, det absurde og de små øjeblikke, hvor man ikke helt ved, hvorfor man griner – men man gør det alligevel. Det er her, han er stærkest. I det forskudte.
Artefakterne på scenen – tempo- og lys-skift, små bevægelser, en pludselig gestus – er ikke dekoration. De er rytme. De understøtter punchlines, men de erstatter dem også nogle gange. Man griner ikke kun af ordene, men af måden de lander på.
Ja, der er penisjokes. Selvfølgelig er der det. Men de bliver ikke serveret som dovne, flade punchlines. De glider ind i et univers, hvor intentionel hykleri og performativ selvironi bærer deres egen komik. Talbot leger bevidst med sine selvmodsigelser. Han kan være beskeden og overbevisende på samme tid. Han kan fremstille sig selv som den naive og samtidig som den, der har overblikket. Det “ekstra ekstra”-tema folder sig ud i lag – ikke som en moralsk pointe, men som en bevægelse mellem positioner.
Showet er fyldt med kortere iagttagelser. Observationer, som isoleret set måske ikke ville bære et helt bit. Men groteskheden løfter dem. Det er forskydningen, der gør dem sjove. Publikum følger trop. Nogle klukker. Andre slår sig på lårene. Man kan næsten fornemme, hvilke passager der allerede lever videre i klip på sociale medier. Ikke fordi de er designet til det, men fordi de rammer rent i et tempo, der passer til vores samtid.
Han navigerer troublemakers og publikum med trænet præcision. Der er ingen synlig anstrengelse. Ingen stivhed. Callbacks glider ind uden forklaring. Små krøller i performancen bliver til beats, der får salen til at bruse. Det er kontrolleret uden at virke kontrolleret. Efter et stykke tid opdager man, at man er grinevarm – næsten uden at have registreret overgangen.
Der er en oprigtighed i det hele. Han virker ikke falsk beskeden. Men heller ikke selvhævdende. Det er entusiasme, struktur og timing samlet i et menneske, der ved, hvad han laver. Og som kan læse salen på et splitsekund.
Lad os sige det sådan her:
Man behøver ikke altid vide, hvorfor man griner. Nogle gange er det groteskheden. Nogle gange rytmen. Nogle gange bare den selvsikre levering. Talbot leverer nøjagtighed og bang for buck. Publikum slår sig på lårene, og man går hjem med et lille smil, der hænger ved, selv efter lysene – som der var mange af – er slukket.
Det er tydeligt, at showet taler direkte til sit publikum. Hvis du er i målgruppen, er du ikke i tvivl. Og hvis du er nysgerrig på, hvor dansk comedy befinder sig i 2026, er det her et klart bud på en komiker, der har fundet sit ståsted – og står solidt i det.
