John Martin gik på scenen som manden, mange mest kender som stemmen bag andres største øjeblikke. Men på Festegnen skete der noget sjovt: Pludselig føltes Swedish House Mafia næsten som featuring på hans koncert. Ikke omvendt. Det var stort, varmt, lidt absurd og meget mere rørende, end jeg havde regnet med.
One star
Two stars
Three stars
Four stars
Five stars
Disclaimer: Apropos Magazine received access or a review copy. As always, we share our own impressions — unfiltered.
Six stars
Der er noget mærkeligt ved at se John Martin live. Man kender ham, men lidt forkert. Eller rettere: Man kender stemmen bedre end ansigtet. Den har boet i ens liv i årevis med andre navne øverst på plakaten. Swedish House Mafia. Avicii. Alesso. Martin Garrix. De store EDM-mænd, de store drops, de store hænder i vejret. Og så John Martins stemme, der får hele maskinen til at føles menneskelig.
John Martin Lindström er en af de næsten usynlige hovedpersoner i den skandinaviske EDM-guldalder. Han var stemmen på Swedish House Mafias “Save the World” og “Don’t You Worry Child”, to sange der ikke bare blev hits, men fællesnordiske følelsesinstallationer med konfetti. Den slags numre, der stadig kan få en mand i trediverne til at få noget i øjet, når nogen råber “see heaven’s got a plan for you”.
Men han er ikke kun “ham fra Swedish House Mafia”. Hans navn ligger rundt omkring i hele den svenske og internationale EDM-bande: Avicii, Alesso, Sebastian Ingrosso, Steve Angello og hollænderen Martin Garrix. Det er egentlig det, man mærker på Festegnen. Ikke bare en mand med et par store features i bagagen, men en stemme fra maskinrummet i en hel æra. En tid hvor følelser helst skulle komme med 128 bpm og en hånd i luften.
På Festegnen stod han så. Solbriller, hvid ærmeløs mesh, hår ned over skuldrene og en scene, der lignede noget mellem et himmelrum og en dyr afterski-drøm. På skærmen bag ham dukkede en hvid hest op, fordi selvfølgelig gjorde den det. Det var ikke subtilt. Men John Martin er heller ikke subtil på den måde. Han er storfølelse med åbne arme. Han synger, som om hjertet har fået delay-effekt og lov til at fylde hele pladsen.
Og det virkede.
Det første, man opdager, er hvor stærk hans vokal faktisk er. Ikke bare “stærk for EDM”. Stærk stærk. Den har den særlige blanding af ruhed og renhed, hvor man både kan høre stadionet og drengen inde i sangen. Der er noget sårbart i den, selv når produktionen banker derudad. Det er måske derfor, hans største hooks har overlevet så godt. De er ikke kun bygget til drops. De er bygget til at blive råbt af mennesker, der pludselig får det lidt for meget med deres eget liv.
Koncerten ramte, fordi den ikke kun var nostalgi. Selvfølgelig var den også det. Starten af 2010’erne lå tungt over pladsen: festivalarmbånd, solbriller om aftenen, hvide T-shirts, store følelser og meget lidt selvindsigt. Jeg siger det kærligt. Jeg var der selv. Jeg har også stået og kigget mod himlen, som om et drop kunne give mig SU-forhøjelse og en personlighed.
Men John Martin løftede materialet ud af ren tilbageblik. “Save the World” og “Don’t You Worry Child” blev ikke bare spillet som gamle festivalrelikvier. De blev trukket tilbage til noget oprigtigt. Man kunne mærke publikums reaktion, før hjernen nåede at registrere den. Første vokale frase, og så vågnede hele pladsen som en gammel Facebook-mappe fra 2012. Bare med bedre lyd og flere børn derhjemme.
Det mest imponerende var, at han ikke druknede i sine egne samarbejder. Han kunne nemt være endt som karaokepræst for Swedish House Mafia-hymner, en mand der rejser rundt med andres storhed i håndbagagen. Men sådan føltes det ikke. Tværtimod. Han ejede sangene. Han trak dem tilbage til stemmen, melodien og det menneskelige centrum, som hele det elektroniske maskineri i virkeligheden kredser om.
Der var øjeblikke, hvor koncerten blev næsten komisk stor. Armene i vejret. Solen. Hesten på skærmen. Røgen. Publikum, der sang med, som om de alle sammen havde fået en besked fra deres yngre jeg. Men det kammede aldrig helt over, fordi John Martin virkede oprigtig. Han var energisk og på, men ikke desperat. Han pressede ikke festen frem med DJ-hænder og standardråb. Han lod sangene gøre arbejdet. Og de havde stadig muskler.
Det her var ikke seks stjerner. Ikke fordi det manglede nerve, men fordi showet stadig havde en smule “festivalpakke” over sig. Lidt mere kant, lidt mere risiko, lidt mindre perfekt solnedgangs-EDM, og vi havde været helt deroppe. Men når det ramte, ramte det virkelig. Og det gjorde det ofte.
For mig blev John Martin en af de store positive overraskelser på Festegnen. Ikke som en ironisk booking. Ikke som en “nå ja, ham fra den sang”-oplevelse. Men som en reel koncert med en stemme, der stadig kan få et stort publikum til at føle noget samtidigt. De fleste artister kæmper for at få folk til at kigge op fra deres telefoner. John Martin fik folk til at kigge ind i noget, de havde glemt, de stadig kunne mærke.
Refleksion
John Martin mindede os om, at de største EDM-hymner ikke kun handler om drops, men om stemmen, der får faldet til at føles som frelse. På Festegnen stod han ikke i skyggen af Swedish House Mafia. Han stod midt i lyset og viste, hvorfor sangene stadig virker. Fem stjerner og en hvid hest i baghovedet.
