Man skal passe på med at gøre grin med Scooter. Det lyder som en joke, men det er det ikke. Jeg mener det næsten religiøst. For der står man, voksen, træt og nogenlunde civiliseret, og tror, man har udviklet sig. Og så går H.P. Baxxter på scenen, og hele ens personlighed bliver nulstillet af ild, hardstyle og tysk ravekommando.
One star
Two stars
Three stars
Four stars
Five stars
Disclaimer: Apropos Magazine received access or a review copy. As always, we share our own impressions — unfiltered.
Six stars
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at stå forrest til Scooter.
Det siger man jo til sig selv, når man stadig forsøger at fremstå som et menneske med en eller anden form for indre struktur. Man står med sine venner, har en øl, nikker lidt kontrolleret, taler måske om logistik eller næste bar. Man har stadig et ansigt på.
Men så begyndte det at trække i mig.
Ikke som almindelig koncertspænding. Mere som en gammel børnesygdom, der pludselig bryder ud igen midt i voksenlivet. Jeg kunne mærke noget nede fra barndommen. Min brors Scooter-single. Den dér fornemmelse af, at musik kunne være så dumt, hurtigt og aggressivt, at det næsten blev helligt. En lyd, der ikke bad om at blive forstået, men bare sparkede døren ind og råbte et eller andet på tysk.
Så jeg forlod mine venner.
Ikke dramatisk. Ikke med en tale. Bare sådan lidt skamfuldt og målrettet, som en mand på vej mod en fejl, han allerede har tilgivet sig selv for. Jeg gik frem gennem menneskemængden, tættere og tættere på scenen, mens mit voksne jeg langsomt blev afmonteret som et dårligt Ikea-møbel.
Og så stod H.P. Baxxter der.
Platinblond. Rank. Umulig. Evig.
Jeg ved godt, hvordan det lyder. Jeg kan næsten høre mig selv udefra. En voksen mand, der står på Vestegnen og får fugtige øjne over Scooter. Men der var et tidspunkt under koncerten, hvor jeg helt oprigtigt græd. Ikke af sorg. Ikke kun af nostalgi. Men af den der sjældne, idiotiske lykke, hvor kroppen er hurtigere end selvrespekten.
Scooter var ikke en joke den aften. Det var en åbenbaring med pyroteknik.
Det begyndte selvfølgelig længe før Festegnen. Hjemme i barndommen, hvor min bror købte en Scooter-single, og jeg første gang forstod, at musik ikke altid behøvede at være smuk for at være sand. Nogle gange skulle den bare være hurtig. Dum. Overgearet. Hård nok til at virke ulovlig. Der var noget i Scooter, som føltes som at få adgang til et rum, man ikke var gammel nok til at være i endnu.
Dengang var det fjollet. Selvfølgelig var det fjollet. “How Much Is the Fish?” er stadig en titel, der lyder som om en tysk turist har fået panik på en havnerestaurant. Men det var også genialt. Ikke på den måde, musikmagasiner normalt bruger ordet genialt, mens de holder en kop sort kaffe med begge hænder. Mere på den måde, hvor noget er så kompromisløst sig selv, at det tvinger dig til at overgive dig.
Og det er dér, Scooter har vundet.
For mange kunstnere bliver mindre med tiden. De begynder at forklare sig. De skruer ned. De går i sort tøj og laver “modne” versioner af deres gamle hits. Scooter har gjort det modsatte. De er blevet hårdere. Strammere. Mere præcise. Det er, som om konceptet er blevet kogt ind gennem tre årtier, indtil der kun er essensen tilbage: bas, råb, lys, ild, drop, mere ild, mere råb. Ingen psykologisering. Ingen smagfuld omvej. Bare fuld frontal ravekirke.
H.P. Baxxter er midtpunktet i det hele. Han er ikke bare en frontmand. Han er et princip. En mand, der på en eller anden måde har formået at se ud, som om tiden ikke har bidt på ham, men bare stået i kø udenfor og ventet forgæves. Han bevæger sig med den der særlige energi, som kun findes hos fitnessinstruktører, sektledere og tyske ravemænd med fuld kontrol over deres eget vanvid.
Og danserne.
De lignede ikke nogen, der var hyret til at fylde scenen ud. De lignede en paramilitær rave-enhed fra en fremtid, hvor alle har sixpack, solbriller og meget lidt interesse i dagslys. Kostumerne var vilde på den rigtige måde. Ikke elegante. Ikke lækre. Vilde. De var en del af maskinen. Menneskelige stroboskoper. Et korps af sved, læder, reflekser og total mangel på selvbeskyttelse.
Det hele var ekstremt. Ild. Fyrværkeri. Hardstyle-bangers. Kærlighed. En sceneproduktion så skamløs, at den endte med at blive ren. Der er noget befriende ved en koncert, der ikke forsøger at være “smagfuld”. Scooter vil ikke charmere dig med antydninger. Scooter kommer ikke ind ad hoveddøren. Scooter kører en gaffeltruck gennem væggen og spørger, om du er klar.
Og det var vi.
Festegnen var klar. Publikum var klar. Jeg var åbenbart mere klar, end jeg selv vidste. For det her var ikke ironisk nostalgi. Ikke den type koncert, hvor man står og griner lidt af fortiden, mens man i hemmelighed nyder hvert sekund. Det var oprigtigt. En kollektiv kapitulation. De store hooks kom som gamle ordrer fra kroppen. Man skulle ikke huske dem. Man adlød dem.
“God Save the Rave” ramte ikke som en punchline. Den ramte som en trosbekendelse.
Og ja, det er en latterlig sætning. Det ved jeg godt. Men det var sådan, det føltes. Som om hele pladsen et øjeblik blev løftet ud af sig selv. Ud af hverdagen, regningerne, ansvaret, de dårlige knæ, de små bekymringer, de store bekymringer, alt det man normalt går rundt og kalder livet. Der var bare bas i brystkassen og ild i synsfeltet. Og en platinblond tysker, der stod og råbte os fri.
Scooter krævede ikke min analyse. De krævede min puls.
Og de fik den.
Refleksion
Jeg kom til Scooter som en mand med ironi i baglommen og gik derfra som en nyomvendt rave-discipel med let fugtige øjne. H.P. Baxxter stod på scenen som beviset på, at nogle ting ikke bliver mindre med tiden, men større, hårdere og mere nødvendige. Det var ild, bas, dansere, fællesskab og total overgivelse. Jeg græd. God save the rave.
