Mit værste mareridt har altid været prøvebilledejakkesættet: fadøl, fællesskrål, 90’er-nostalgi og voksne mennesker, der danser som om dankortet først lukker i morgen. Men på Festegnen skete der noget irriterende. Det fungerede. Ikke hele tiden. Ikke uden nogle næsten kriminelle sidespring. Men nok til, at man måtte indrømme, at Vestegnen faktisk har fået sin egen festival.
One star
Two stars
Three stars
Four stars
Five stars
Disclaimer: Apropos Magazine received access or a review copy. As always, we share our own impressions — unfiltered.
Six stars
Festegnen er på papiret en farlig idé. En stor festival på Vestegnen med Sophie Ellis-Bextor, John Martin, MC Clemens, Armand Van Helden, Scooter, Faustix og et helt Vi Elsker-agtigt 90’er-telt lyder som noget, man enten skal anmelde eller flygte fra. Helst begge dele. Det er en musikalsk rodebutik af nostalgi, EDM, stadionråb, guilty pleasures og den slags melodier, man har forsøgt at glemme siden gymnasiet, men som stadig ligger i kroppen som en gammel Nokia-ringetone.
Og alligevel: Festegnen virker. Overraskende meget endda.
Det mest imponerende er, hvor professionelt det hele føles. Adgang, barer, toiletter, lyd, personale og flow sidder faktisk i skabet. Det lyder usexet, men på festivaler er logistik som basgangen i et Scooter-nummer: Man opdager først, hvor vigtig den er, når den forsvinder. Her forsvandt den ikke. Folk kom ind, fik øl, fandt hinanden, mistede hinanden, fandt nye venner og råbte med på sange, de kun kender omkvædet til. Det er i bund og grund festivalens vigtigste infrastruktur.
Og så var der Vi Elsker-universet, der nærmest var rykket ind som en festival inde i festivalen. Et mindre telt med konstant 90’er- og 00’er-smadder. Ikke helt Magicbox, men heller ikke langt fra. Det er ret vildt, hvor sikkert det koncept stadig fungerer. Det er ikke subtilt. Det er et konfettirør med MitID. Men det virker, fordi det aldrig prøver at være andet end det er. Ren genkendelse. Ren basarm. Ren “lålålålå”-energi.
Sophie Ellis-Bextor var præcis den slags booking, der giver mening her. Hyggelig, veloplagt og med disco nok i blodet til at fylde teltet uden at skulle råbe folk i gang. Hun kom ikke for at revolutionere noget. Hun kom for at give glimmer på panden og få folk til at smile. Det gjorde hun.
John Martin gjorde senere noget ret interessant. Han fik nærmest vendt Swedish House Mafia om, så de føltes som featuring på hans egen performance. Det er en imponerende position at tage, når ens stemme er bundet så tæt til nogle af de største EDM-øjeblikke fra den periode, hvor alle troede, at livet kunne løses med et drop og en hvid V-neck. Han havde et hitspænd, der mindede én om, hvor mange af de sange der stadig ligger begravet i kroppen. Ikke i hovedet. I kroppen. Det er dér, de har overlevet.
Men så var der Bodega Royal.
Det er her, Festegnen begynder at tvivle på sig selv. For midt i alt det store, professionelle og faktisk ret velfungerende, står der pludselig en brun bodega forklædt som festivalkoncept. Jeg forstår idéen. Lokal charme. Fællessang. Leif-musik. Måske en mand i vest, der råber noget om en omgang. Men på Festegnen virkede det mest som en rest fra en byfest, der var kommet for tæt på festivalbudgettet.
MC Clemens blev desværre symbolet på det hele. En legendarisk dansk rapper, ja. Men her stod han i bodegaen og spillede sine EDM-hits for en skare på måske 50-100 mennesker, mens lydniveauet var så højt, at teltdugen nærmest dirrede i selvforsvar. En tom scene, Clemens alene, et backtrack der løb fra ham, og en kollektiv følelse af, at vi alle sammen fik lidt ondt af ham. Han kæmpede på livet løs for at følge med, men det blev ikke mere byfest, og det blev ikke lavere effort. Det lignede en booking til en akavet konfirmation i provinsen, hvor budgettet var for stort og idéen for lille.
Armand Van Helden var dagens store joker. Hvordan han er blevet fedtet ind i det her projekt, har jeg stadig svært ved at forstå, men jeg elskede det. Midt i Vestegnens store nostalgimaskine stod han og leverede et af dagens mest eksplosive og festlige sets. Hits, tryk, overskud og “Barbra Streisand” som kollektiv forløsning. Stor energi. Og befriende nok uden den der DJ-alligator-fornemmelse, hvor man kan høre en mand panikke bag pulten og smide effekter på alt, der bevæger sig.
Og så kom Scooter. Ikke som en ironisk parentes, ikke som et “nå ja, dem med fisken”, men som en regulær kropslig hændelse. At opleve H.P. Baxxter i levende live føltes som en af de største out-of-body-oplevelser, jeg har haft med bukser på. Ild. Fyrværkeri. Hardstyle-bangers. Kærlighed. En tysk raveprædikant med platinblondt hår, der stod deroppe og fik hele Festegnen til at føles som et stadion, en bunker og en meget dyr konfirmation på samme tid.
Scooter var ikke bare nostalgi. Det var ren fysisk kapitulation. Alt det, man burde være for gammel, for klog og for træt til, virkede pludselig igen. “God Save the Rave!” lød ikke som en joke, men som en trosbekendelse. Og i Festegnen-sammenhæng gav det fuldstændig mening. Det var dumt, stort, euforisk, skamløst og mærkeligt smukt. Præcis sådan noget, man kan bruge resten af livet på at forklare, men som kun giver mening, når man står i det med bas i brystkassen og ild i synsfeltet.
Faustix lukkede festen i 150+ bpm. Ild. Mikrofon. Bar mave. Babyolie. Det var guilty pleasure-cringe på den måde, hvor man godt ved, det ikke er godt, men kroppen alligevel har købt aktier i det. Som at frittere en Marsbar. Det lød mest af alt, som om Faustix havde købt en “HARD TECHNO MEGA PACK” på Bandcamp og fundet en ny identitet som techno-DJ. Det var pøllet, eksplosivt, ekstremt højt og objektivt set ikke særlig godt. Men nogle gange har man lyst til at spise på Flammen. Og efter Scooter var pladsen så fyldt og tændt, at han næsten kunne have slået på en tromme og sunget Volbeat, og folk ville have taget imod det som en åbenbaring.
Det er Festegnens akilleshæl. Festivalen vil både være en rigtig festival og en lokal byfest med brune rødder. Det første lykkes forbavsende godt. Det andet trækker den ned. For når man går fra store produktioner, stærk lyd og internationale navne til noget, der føles som en trailer med fadøl og dårlig dømmekraft, så knækker illusionen.
Det lokale er ikke problemet. Det er faktisk styrken. Der er noget oprigtigt fint i, at Vestegnen har fået sit eget festivalbrand. Ikke som en joke, ikke som en billig kopi, men som noget folk faktisk kan samles om. Festegnen har plads til alle: de unge, de gamle, dem med glimmer, dem med tribal tattoos, dem der kalder det “vores musik”, og dem der bare er kommet for at råbe med på et omkvæd, de ikke har tænkt på siden 2004.
Men festivalen skal turde tro på sig selv. Den skal ikke undskylde sin ambition med en bodega i baglommen. Den skal ikke bevise, at den stadig er folkelig ved at skrue ned for kvaliteten. Den er allerede folkelig. Det er hele dens DNA. Det er proletariatet med lasershow. Og det mener jeg faktisk som en kompliment.
Refleksion
Festegnen er bedst, når den holder op med at være genert. Når den tør være stor, dum, højlydt og professionel på samme tid. Der er stadig for mange byfest-spøgelser i hjørnerne, men fundamentet er stærkt, sjovt og mærkeligt rørende. Vestegnen har fået sin egen festival. Nu skal den bare lade være med at stille den ind i en bodega.
