Der findes mørke novemberaftener, og så findes der aftener, hvor mørket ikke bare falder – det bliver sat i system. Den slags, hvor alt pludselig lugter lidt af røgelse, latex og forventninger.
One star
Two stars
Three stars
Four stars
Five stars
Disclaimer: Apropos Magazine received access or a review copy. As always, we share our own impressions — unfiltered.
Six stars
Cradle of Filth kom forbi Amager Bio med to supportbands i slæb, og selv før Dani Filth dukkede op, var stemningen allerede godt indsmurt i genrer, subgenrer og de sædvanlige metal-fordoblinger af navne, der næsten lyder som parodier, når man siger dem højt.
Mélancolia – og den ufrivillige charme ved genrepoesi
Australske Mélancolia åbnede aftenen – “melodic blackened deathcore with influences from industrial goth and nu-metal”. Det er en rigtig genrebetegnelse, og helt ærligt: det er næsten smukt, hvor langt man kan strække et label, før det kollapser under egen tyngde. Men det er også noget af det, der giver metalmiljøet sin ufrivillige charme. Det ekstreme i det specifikke.
De var energiske, dedikerede og visuelt afstemt: hvidt tøj, make-up fra “jeg har ikke sovet i 14 år”, og en forsanger i noget, der lignede en spændetrøjecroptop designet af en goth teenager på stoffer. Trommeslageren bar halv maske – fordi hvis du spiller mørkere nu-metal og ikke er med i KoЯn, så skal mindst én i bandet have maske på. Det er bare sådan reglerne er.
Der var ambition i deres optræden. Lidt forceret nogle steder, som om de virkelig gerne ville sælge “vildskab”, og lige manglede den sidste naturlighed. Men energien var reel, og selv når deres opfordringer til circle pits døde i stilhed, fortsatte de ufortrødent. Slutreplikken — “Love us or hate us, as long as you don’t forget us” — opsummerede dem perfekt. Det var alligevel så rammende, at jeg gerne vil videreformidle budskabet.
Suffocation – for stort til support, men de gjorde det alligevel
Suffocation kom bagefter og mindede mest af alt om et band, der egentlig burde have haft dobbelt spilletid. Intens, tight death metal, leveret af nogen, der ikke behøver bevise noget længere. Publikum vågnede, circle pits dukkede op, og energiniveauet steg betydeligt.
Hvis Mélancolia var det excentriske forspil, var Suffocation den faste hånd i ryggen, der sagde: “Ja ja, bare rolig, der kommer struktur i kaosset nu.”
Men selv de kunne ikke skjule den kollektive rastløshed, der begyndte at summe efter to timers ventetid. Folk ville have hovednavnet.
Og så blev det tid til ham.
“Ham den lille liderlige falsetvampyrnisse”
Jeg overhørte den et sted midt i salen, og jeg vælger at tro, Dani Filth selv ville synes, det var en form for kompliment.
Cradle of Filth kom på med store alien-lignende figurer, en blomsterbeklædt hæk, og Dani snøvlede ind, hætteklædt og teatralsk, som om han var ved at ankomme til sin egen begravelse.
De lagde ud med “To Live Deliciously” fra det nye album — fint valgt åbner, velkendt poetisk-filthisk lyrik: liderlighed filtreret gennem gotisk symbolik og halvt-mytologiske trusler: Embracing the playful and the slayful knife. Her er de stadig suveræne.
Line-up-udskiftningerne og den manglende kerne
Det er umuligt at ignorere, at Cradle of Filth har skiftet medlemmer ud, som andre skifter telefoncovers. Nogle har opgivet at følge med. På scenen kunne man mærke det. Den nye guitarist (som jeg formoder er… ny) smilede lidt for varmt, lidt for “hyggelig onkel til konfirmation”, hvilket ikke helt spillede med corpsepaint og læder og dynamikken føltes til tider rodet – Ikke dårlig, bare mindre farlig, end de gerne vil fremstå. Det var ikke på Lordi-niveau af mærkeligt mismatch, men nok til at man bemærkede det.
Dani Filth — stadig et unikum
Dani leverer dog stadig. Kroppen, stemmen, de små stikpiller til publikum — alt det, der gør ham til en sær blanding af poet, komiker og gotisk teaterchef. Hans falset forsvandt et par gange i mixet (ærgerligt, fordi lyrikken faktisk fortjener at blive forstået), men hans tilstedeværelse var stærk.
Han jokede om, at de kun ville spille numre fra én plade: Cradle of Filth’s Greatest Hits.
Hvis det var sandt, manglede der et par perler — især fra Damnation and a Day — men intentionen var fin.
Lad os sige det sådan her: det var ikke perfekt, men stadig Cradle of Filth
Det var ikke Cradle of Filth på deres mest skarpe. Det var ikke den mest sammenhængende koncert, de har leveret. Men når Suffocation havde hævet barren, og Mélancolia havde sat scenen, blev Cradle of Filth alligevel det mørke centrum, alle var kommet for.
De er stadig en oplevelse. Stadig teatralske. Stadig grimme, gotiske, vulgære, komiske og brillante i samme bevægelse.
Musikalsk kunne det have været strammere. Visuelt kunne det have været mere sammenhængende.
Men helhedsindtrykket?
En solid, særpræget aften, hvor især Suffocation fik det hele til at stå skarpere, end Cradle selv formåede.
Det var ikke en fiasko.
Bare en aften, hvor mørket fungerede bedst i overgangene — og hvor Dani Filth, vampyrnissen selv, stadig kunne få salen til at smile gennem corpsepainten.
