Hvis du nogensinde har tænkt: “Hvad mangler dansk livemusik egentlig?” så er svaret åbenbart kæmpesnav med Irina Olsen under et alien-hoved. Carl Knast leverede det, plus panfløjte, plus beskidt wifebeater, plus et niveau af kaos, der burde være ulovligt og alligevel føltes helt rigtigt.
One star
Two stars
Three stars
Four stars
Five stars
Disclaimer: Apropos Magazine received access or a review copy. As always, we share our own impressions — unfiltered.
Six stars
Carl Knast angriber scenen, som om den skyldte ham penge. Fuld fart. Fuld flow. Ingen opvarmningsagtig forsigtighed. Ingen “lad os lige mærke rummet”. Han går bare i kødet på det hele fra første sekund og leverer en så stabil performance, at man næsten glemmer, hvor sindssygt meget mærkeligt der foregår omkring ham. Og det siger ikke så lidt. For det her var ikke bare en koncert. Det var et Carl Knast-cirkus-teater, gennemført med en energi, som gjorde det umuligt ikke at blive revet med.
Om det er rap, hiphop eller noget helt tredje, ved jeg ærligt talt ikke længere. Der var perverst meget publikumskontakt, perverst meget kaos og perverst meget liv – og hey, Per Vers var der også. Og måske er det i virkeligheden den bedste måde at forstå Carl Knast på. Ikke som genre, men som tilstand. Som en mand, der har besluttet sig for, at hvis han endelig skal fylde Den Grå Hal, så skal det føles, som om nogen har hældt lightergas ud over Distortion 2011 og tændt op.
Det hjalp også, at Den Grå Hals mudrede anlæg, som man i andre sammenhænge godt kunne have kaldt en mindre katastrofe, her arbejdede i hans favør. Det lød ikke pænt. Gudskelov. Det lød som en smadret gadefest. Som om hele setuppet var lige ved at vælte, men aldrig gjorde det. Den slags lyd, hvor alt bliver lidt mere beskidt, lidt mere fysisk, lidt mere troværdigt. Jeg ville normalt have brokket mig. Her var det nærmest perfekt.
Og så var der selvfølgelig alt det andet. Irina The Diva, iført racing-tracksuit, langt bølgende sort Kardashian-hår og et par højtaljede bukser med Uruk-hai-maling ned ad lårene, dukkede op og lavede aftenens mest random act (og det siger ikke så lidt), der mest på en eller anden måde fik publikum og mig selv til at råbe “Jaaaaaa!” midt på Christiania. Hvad er det for en form for sygt parallelunivers, Carl har transporteret os til? Hvorfor virker det her? Det giver jo ikke mening. Men det havde den dér befriende følelse af, at nogen stadig tør være dumme med vilje på en scene. Senere kom hun igen. Frisk er nok det ord, man må bruge, når man ikke helt gider forklare mere.
Der var også et tidspunkt, hvor jeg var i tvivl om, om jeg selv var begyndt at hallucinere, eller om det bare var min sidemands vedholdende hashtrompet, der havde skabt en ny atmosfærisk disciplin i rummet, Da Rosa Lund (folketingsmedlem, Enhedslisten) pludselig kom bragende ind i leopard-outfit sammen med en anden gravid kvinde og stod og sprøjtede champagne ud over folk til “MILF” med Irina Diva og Carl Knast. Sig hvad du vil. Kald det kunst, underholdning, kaos eller en kommunal mareridtsvision. Jeg kalder det et øjeblik, hvor verden tipper en anelse. Og jeg kalder det live-musik, når det er bedst: lidt for meget, lidt for dumt og helt umuligt at ignorere.
Der er noget ret vidunderligt over, hvor lidt Carl Knast virker interesseret i at stramme noget op for at tage sig “større” ud. Tværtimod. Han render rundt i beskidt wifebeater, fedtet hår og en form for sejrsrus, der minder om en mand, der lige har vundet Champions League-finalen på straffespark. Det er egentlig lidt for tidligt at fejre sig selv så hårdt. Men det er også derfor, det virker. Han fejrer aftenen, som om det her er toppen af bjerget. Og måske tænker man et øjeblik: Carl, du er først lige begyndt. Men måske er det netop en del af charmen, at han ikke spiller cool. At han tager sin egen aften dødsens alvorligt på den mest usoignerede måde.
Var det her hans Mount Everest? Hans Holy Grail? Det ved jeg ikke. Men det føltes tydeligvis vigtigt for ham. Og det gjorde det også for salen.
Kataloget bar ham flot igennem. “Velkommen” med Artigeardit, Benjamin Hav og Klamfyr sendte publikum direkte ud i kollektiv opløsning. “Umti Umti” med Speedy fungerede pissegodt live. “Frem og tilbage” med Peter Sommer, Speedy og Lay havde den dér mærkelige Carl Knast-egenskab, hvor noget, der på papiret kunne lyde som en skæv idé, pludselig står knivskarpt i rummet. Og så var der selvfølgelig “STANK”. Hænderne op. Ikke så meget snak. Bare afsted.
DJ Ary (Aryan Sanjarizadeh) bag pulten leverede som altid et af Danmarks strammeste sets. Han er efterhånden blevet den slags figur, der får danske live-rapkoncerter til at hænge sammen uden at kræve taknemmelighed for det. Blæs Bukki kom ind og lagde sit vers på “MILF”. Emil fra Suspekt dukkede op og støttede op. Tarrak var der også. På en eller anden måde kan man nærmest ikke holde en dansk rapkoncert med ambitioner uden, at der på et tidspunkt står en eller anden grand old man fra miljøet i kulissen og nikker anerkendende. Suspekt-folkene er blevet en slags kulturelle faddere for dansk rap, og det virker. Når de går på scenen, flår folk stadig håret ud. Ikke fordi det er nyt, men fordi det stadig virker.
Midt i alt det her stod en trommeslager og en guitarist og gav koncerten et ekstra lag af krop og tyngde. Det klædte ham. For selv om Carl Knast tydeligvis kan bære en scene alene på personlighed og tilstedeværelse, så gav live-musikerne aftenen lidt mere muskel. Lidt mere råhed. Lidt mere følelse af, at det her godt kunne falde fra hinanden, hvis nogen blinkede forkert.
Og så var der aftenens absolut mærkeligste – og måske bedste – øjeblik: da Carl Knast kaldte en fra publikum op for at spille en lang intro på panfløjte. Panfløjte. I Den Grå Hal. Under et kæmpe alien-hoved. I mørkegrønt lys og tung skunkduft. På papiret lyder det som noget, man burde stoppe i opløbet. I praksis blev det på en eller anden mirakuløs måde til koncertens højdepunkt. Man stod dér og tænkte, at enten er det her dybt latterligt, eller også er det præcis sådan et live-øjeblik, man kommer til at tale om bagefter. Det viste sig at være begge dele.
Og det er vel i grunden hele pointen med Carl Knast. Han er ikke stærkest, når han prøver at ligne noget vigtigt. Han er stærkest, når han tør være skæv, grim, overgearet, lidt rørende og totalt uden korrektur. Når han lader koncerten ligne noget, der lige så godt kunne være opstået klokken tre om natten i et kollektiv med for meget røg, for få voksne og en overraskende god sangskriver midt i det hele.
For det er måske den eneste ting, man godt kunne ønske sig lidt mere af næste gang: dybden. Ikke fordi der manglede underholdning. Tværtimod. Vi var sindssygt godt underholdt. Men jeg ved også, at Carl Knast har noget andet i sig end bare festen. Jeg ved, at der findes en dybde, en blottelse, en lidt mere sårbar kerne i det, han laver. Og hvis han tør bruge bare to minutter mere på at vise den frem næste gang, så bliver det her ikke bare en pissefed koncert. Så bliver det noget endnu større.
Men som det stod denne aften, var det svært at være utilfreds. Det var syret. Det var latterligt. Det var beskidt. Det var supergodt. Og først og fremmest var det sjovt.
Lad os bare sige det sådan her: Hvis du den aften tog i Den Grå Hal for at få orden, elegance og disciplin, så har du været det forkerte sted. Hvis du derimod havde lyst til at blive mast ind i en perfekt syg aften med reality-vibe, kaos, panfløjte, gæster, skunkdunst og en mand, der angreb scenen, som om den havde sagt noget grimt om hans mor, så fik du fuld valuta.
