The Moment er i sin kerne en film om, hvor svært det er at skabe noget råt, autentisk og personligt i en verden, hvor labels, brandpartnere og kapital altid står klar til at gøre kunst til strategi. Det er en fortælling om en kunstner, der kæmper for at beholde ejerskabet over sin egen kreation, samtidig med at den vokser sig så stor, at den næsten ikke længere kan styres. BRAT bliver i filmen ikke bare en succes, men et monster af mening, hype og penge – og Charli XCX står midt i det hele og forsøger stadig at genkende sig selv i det.
One star
Two stars
Three stars
Four stars
Five stars
Disclaimer: Apropos Magazine received access or a review copy. As always, we share our own impressions — unfiltered.
Six stars
Der er noget næsten fysisk stressende ved The Moment. Ikke fordi filmen er dramatisk i klassisk forstand, men fordi den nægter at give publikum overblik.
Mennesker træder ind og ud af billedet i et tempo, der føles bevidst desorienterende. Labelrepræsentanter. Stylister. Instruktører. Brandpartnere. Kontrakter bliver diskuteret på trapper. Kreative beslutninger træffes i korridorer.
Ingen forklarer, hvem nogen er.
Man forstår hurtigt hvorfor.
Filmen forsøger ikke at forklare BRAT-æraen. Den forsøger at genskabe, hvordan det må have føltes at være midt i den. Det er en klog beslutning. For BRAT var aldrig en fortælling, der kunne forklares ordentligt i et mødelokale.
Charli XCX bevæger sig gennem det hele med en mærkelig, næsten hypnotisk ro. Hun er kølig, skarp, en smule skeløjet af overstimulation og alligevel hele tiden sig selv. Eller rettere: en version af sig selv, der konstant bliver spejlet tilbage til hende af andre mennesker, der alle mener, de ved, hvad hun bør være.
Det er måske filmens mest interessante greb: at Charli paradoksalt nok fylder så lidt. Kameraet er næsten lige så optaget af menneskene omkring hende. De mennesker, der lever af at sætte ord på andre menneskers talent. De mennesker, der siger “autenticitet” som om det er noget, man kan lægge i et deck.
The Moment er virkelig morsom, og det er vigtigt at sige højt, for meget kulturkritik bliver alt for hurtigt kedelig, når den forelsker sig i sin egen alvor. Denne film gør ikke den fejl. Den er tør, skarp og flere steder direkte latterlig på den helt rigtige måde.
Instruktøren Johannes, spillet af Alexander Skarsgård med præcis den blanding af cool distance og latent idioti, som rollen kræver, leverer en af filmens bedste replikker, da han spørger:
“Is she singing about cocaine or metaphorical cocaine?”
Det er så dumt, at det bliver præcist. For spørgsmålet opsummerer i virkeligheden hele musikbranchens forhold til kunst: den vil gerne have kant, bare den kan kategoriseres. Den vil gerne have vildskab, bare den kan forklare den bagefter.
En stylist får senere lov til at sige det, alle de andre tænker, men kun hun tør formulere uden omsvøb:
“This one is sluttier, so I think it’s better.”
Det er en fantastisk replik. Ikke kun fordi den er sjov, men fordi den bærer hele BRAT-æstetikken i sig. Fræk, bevidst, lidt åndssvag og samtidig fuldstændig klar over, hvad den gør. BRAT blev så hurtigt en stemning, en farve, en attitude og en økonomisk mulighed for så mange mennesker, at filmen næsten føles som en nødvendig hævn over alt det.
Kylie Jenner dukker op som en slags absurd feberdrøm af en mentorfigur. Charli møder hende i et af sine lavpunkter, og Kylie leverer med perfekt, plastikglat kynisme en slags moderne brancheråd: Hvis folk er ved at blive trætte af dig, skal du ikke trække dig. Du skal presse endnu hårdere på.
Scenen er morsom, men også ulækkert genkendelig. For den blotlægger noget dybt grimt i samtidens succeslogik: Man må aldrig forsvinde. Man må aldrig blive stille. Man må aldrig holde op med at være relevant, performativ, salgbar.
Filmen vender igen og igen tilbage til idéen om, at BRAT skal fortsætte. At det skal leve til næste sommer. At bølgen skal holdes i gang. Som om en kunstnerisk æstetik er en poolfest, nogen har budgetteret med.
Det er måske her, The Moment bliver mere end bare en satire. Den bliver en film om frygt. Ikke frygten for at floppe, men frygten for at blive fanget i sit eget gennembrud. Hvad gør man, når man har skabt noget, der er så tydeligt, så stærkt og så kulturelt dominerende, at alle forventer, at man enten gentager det eller kapitaliserer på det til det sidste?
Det er et spørgsmål, filmen ikke svarer pænt på. Heldigvis.
I stedet viser den, hvordan det føles at være kreativ i et rum, hvor alle andre også har interesser. Der er en studie-scene, hvor Charli skal være kunstnerisk i realtid, mens hun overvåges af branchens menneskelige inventarliste. Kameraer. Assistenter. En instruktør. Folk der sidder og kigger, som om genialitet er noget, man burde kunne tænde og slukke for mellem to Zoom-møder.
Det er ubehageligt. Og meget vellykket.
Hele filmen føles som en stor fuckfinger. Ikke en vred fuckfinger. Mere en træt, elegant og ekstremt velmanicureret fuckfinger til alle de mennesker, der elsker kunst, så længe den kan pakkes, pitches og sælges videre.
Og måske er det derfor, den rammer så hårdt.
For under al satiren og al overdrivelsen ligger der også noget sørgeligt. Noget ensomt. En ung kvinde, der tydeligvis har kæmpet længe for at få lov til at lave noget, der føles som hendes eget, og som i det øjeblik det lykkes, straks bliver omgivet af mennesker, der gerne vil have en procentdel af oplevelsen.
Filmen spørger ikke direkte, hvad Charli XCX har været igennem i sit liv eller sin karriere. Men den får én til at tænke det. Hvad har hun måttet stå model til? Hvor mange versioner af sig selv har hun været nødt til at afvise? Hvor mange mænd i blazere har fortalt hende, hvad næste træk burde være?
The Moment er ikke subtil. Gudskelov. Den er hektisk, tør, morsom og steder så præcis i sin portrættering af branchens mennesker, at man næsten får lyst til at sende blomster til alle, der nogensinde har overlevet et kreativt statusmøde.
Og så er den, helt ærligt, bare enormt underholdende. Man har lyst til at blive i den. Ikke fordi det ser rart ud, men fordi det ser sandt ud.
Da filmen slutter med ordene:
“Everyone can keep the brat summer going on forever — but for me it’s over,”
føles det ikke som et punktum. Mere som en udmattet konstatering. En kunstner, der ser sit eget kulturelle efterliv blive planlagt af andre, og som i samme bevægelse forsøger at træde ud af det.
Det er en stærk slutning. Ikke storladen. Bare præcis.
The Moment er ikke bare en film om Charli XCX. Det er en film om, hvad der sker med kunst, når alle pludselig kan se værdien i den. Og om hvor svært det er at blive ved med at kunne genkende sit eget spejlbillede, når så mange andre hele tiden holder det op foran dig.
