Volbeat – hjemmebane er ikke altid en fordel

Volbeat var nok årets mest omdiskuterede navn på plakaten.

Meritterne fejler ingenting. Guld- og platinplader, udsolgte arenaer, de største festivaler i verden og et bagkatalog fyldt med fællessange. På papiret burde det være en no-brainer.

Men det virkede ikke helt sådan.

Allerede efter få numre begyndte en del publikum at søge mod Henret på Gehenna. Ikke fordi Volbeat spillede dårligt. Tværtimod.

De leverede præcis det show, de havde lovet.

Michael Poulsens karakteristiske vokal var genkendelig fra første linje, bandet spillede sikkert, og de kender alle stadionrockens tricks. Måske lidt for godt.

Koncerten føltes flere gange som en arenaoptræden, der tilfældigvis var blevet flyttet til Refshaleøen. Selv da Johan Olsen gæstede scenen to gange og fik et stort bifald, blev hjemmebanefordelen aldrig helt udnyttet. Michael Poulsen virkede næsten for stor til at være på hjemmebane.

Der var også den evige diskussion om Volbeat. Hvor meget må man læne sig op ad de store fællessange? Nogle elskede dem. Andre stod lidt med armene over kors.

Koncertens bedste øjeblik kom, da Martin Leth fra Strychnos gæstede Evelyn. Volbeat kaldte ham Danmarks bedste growler, og det var svært at være uenig. Pludselig fik koncerten det metalliske spark, som flere måske havde savnet.

Og så kom regnen.

Efter festivalens varmeste dag blev himlen sort, uvejret væltede ind, og koncerten måtte afbrydes. Symbolsk, metallisk eller bare virkelig dårlig timing? Det må man selv afgøre.

Bookingen var stadig helt rigtig. Copenhell skulle prøve Volbeat. At den delte publikum så markant, gjorde den måske bare endnu mere interessant.

★★☆☆☆☆

Social Distortion – tre akkorder og masser af pondus

Nogle bands har ikke behov for at bevise noget længere.

Social Distortion er et af dem.

Mike Ness lignede på ingen måde en mand på 64. Han lignede mere Tom Hardy, hvis Tom Hardy havde brugt de sidste 40 år på at spille vestkystspunk.

Tre akkorder, masser af attitude og en pæn skjorte. Det er åbenbart alt, der skal til.

Bandet udfordrede flere gange publikum til at synge højere og fylde mere, og selvfølgelig kom der også et par kommentarer om Donald Trump. Når man har levet af at være punk siden begyndelsen af 80'erne, ville det næsten være mærkeligt ikke lige at stikke lidt til magten.

Koncerten var rocket, ærlig og uden dikkedarer.

Måske var den en smule niche for dele af publikum, men det var samtidig imponerende at opleve et band, hvis storhedstid ligger årtier tilbage, stadig have så meget karisma og relevans.

Den bagende varme tog måske toppen af festen.

Men ikke sjælen.

★★★★☆☆

Katla – kærlighed, Satan og en ridderborg

Der findes en vulkan på Island, der hedder Katla. Og en berømt, meget farlig papmachédrage.

Heldigvis stod der en lidt mere fredelig udgave på Helviti.

Den københavnske trio var netop vendt hjem fra en længere europaturné og virkede brandvarme. De havde bygget deres egen ridderborg på scenen, og bag dem stod ordene "Love & Satan". En kombination, der på en eller anden måde gav perfekt mening.

Det bedste ved Katla er egentlig, hvor lidt de prøver.

Ingen store gimmicks. Ingen overforklaringer.

Bare musik.

Trommeslager Rasmus Bang lignede mest af alt en helt almindelig Copenhell-gæst, der var blevet hentet direkte fra en madbod og placeret bag trommerne. Han spillede med et enormt overskud, sang samtidig og fik det hele til at se irriterende nemt ud. Phil Collins-tricket fungerer altså stadig – også når tempoet er markant højere.

Bassist Theis Stenberg Thorgersen leverede samtidig vokaler, der ændrede koncertens stemning markant, hver gang han tog over.

Bandet forstod at dosere energien. De lod sangene arbejde for sig selv, og den mørke, simple tyngde fyldte hele Helviti.

Ikke helt så asketisk som en Dying Fetus-koncert.

Men tæt på.

★★★★★☆

Lørdagens øvrige højdepunkter

Alestorm gjorde præcis det, Alestorm altid gør. Pirater, fest og et publikum, der virkede helt ligeglade med, om de sang rent, så længe de sang højt.

Saxon mindede endnu engang om, hvorfor klassisk heavy metal aldrig rigtig går af mode. Rutine kan godt være en kvalitet.

Refleksion – Vi ses i helvede

Fire dage.

Omkring fyrre koncerter.

Hedebølge, støvstorme, wrestling, battle jackets, fadøl og et uvejr, der lukkede festivalen på årets varmeste dag.

Copenhell er efterhånden blevet meget mere end en metalfestival.

Det er et sted, hvor man kan se verdens største metalbands, en dansk trio med en papridderborg, wrestling mellem koncerterne og spise overraskende god mad – alt sammen uden at miste følelsen af, at musikken stadig er det vigtigste.

Det mest slående er måske publikum.

Folk ser stadig farlige ud. Men de opfører sig sjældent sådan. Tværtimod. Copenhell er stadig en af de mest høflige og trygge festivaler, man kan gå rundt på. Der bliver sagt undskyld i moshpitten, hjulpet op fra jorden og skålet med fremmede, som om man har kendt hinanden i årevis.

15 år er ingen alder for en festival.

Men det er længe nok til, at man kan mærke, at Copenhell har fundet sin identitet. Den tør eksperimentere, den tør fejle, og den tør stadig booke de navne, der får folk til at diskutere hele vejen hjem.

Det er måske det sundeste tegn af dem alle.

Vi ses i helvede næste år.

‍